De skarptskårne kubistiske boliglænger med høje lystårne vendt mod syd står markant i det bløde landskab ned mod denne bebyggelses vådområde, hvor overfladevandet samles.
Projektbeskrivelse
Mellem længerne er der smalle gyder med adgang til boligerne på den ene side og til de private gårdhaver på den anden side. Det er passivhuse i overensstemmelse med tyske normer for passivhus standarden, men der har ikke været ønsker om certificering.
Karakteristisk for husene er det store vinduesparti som lukker dagslys dybt ind i boligen, og som med elektriske udvendige persienner styret af beboerne lukker netop så meget solvarme ind, som den enkelte beboer ønsker.
Den kompakte bebyggelse er ikke koblet på fjernvarmenettet, men opvarmes udelukkende via beboernes egen varmeudvikling, genvinding på ventilationsluften og varmepumper på udeluften.
Husene er opført med hvidpudsede facader på et underlag af træfiberplader. Alle boligerne er i to etager med køkken og opholdsrum i stuetagen i tæt kontakt med de private gårdhaver.
Erfaring
Bebyggelsen er opført af tyske entreprenører efter udbud. Tæthed og isoleringskvalitet var på udbudstidspunktet ikke standardleverance hos danske entreprenører. Skønt bebyggelsen fremtræder som flot pudsede huse, er det præfabrikeret elementbyggeri udført i træ, hvor selv underlaget for den udvendige puds er en træfiberplade.
- Miljøbelastning fra materialerne er lav grundet den høje andel træ, som desuden er FSC-mærket – valg af en træ- fiberisolering havde gjort dette endnu mere markant
- Den pudsede facade mindsker genanvendelsespotentialet
- Træ som en fornybar ressource i konstruktionen er væsentlig for den lave effekt på global opvarmning
- Bebyggelsens samlede årlige behov for tilført energi giver husene, som er opført i 2009, en bedre energistandard end lavenergiklasse 2015
- Høj isolering med mineraluld og træfiberplade, samt høj tæthed sikrer lavt behov for tilført varme
- Opvarmning (genvinding og varmepumpe på udeluft) fordeles via ventilationssystemet med indblæsning i alle boligrum og udsugning i køkken og bad
- Vinduer og udvendige døre er tyske for i 2008 at sikre de lave U-værdier, 3-lags vinduer og døre (0,65W/m2K)
- Al overfladevand ledes til vådområdet, hvor det nedsives eller ledes videre til lokalt vandløb
- De private gårdhaver tilfører et naturindhold i den tætte bebyggelse. Vådområdet inviterer spontan natur, som beriger det anlagte landskab
- Det balancerede ventilationssystem med genvinding og filtre på udeluften sikrer et godt indeklima som har for- bedret levevilkårene for astmatikere i bebyggelsen
Information om dette projekt er hentet fra Miljøstyrelsens faktark. Faktaarkene er udarbejdet af en projektgruppe under ledelse af Teknologisk Institut for Miljøstyrelsen med midler fra MUDP. Faktaarkene er projektgruppens bud på eksempler på bæredygtigt byggeri. Kontaktperson i Miljøstyrelsen er Miljøteknologienheden (Signe Kromann-Rasmussen: sikro@mst.dk eller Helle Winther: hpe@mst.dk) og på Teknologisk Institut Peter Holm Ishøy (phi@teknologisk.dk). Projektgruppen består af Teknologisk Institut, Aplusb, Tæthus, Det Økologiske Råd, Bygherreforeningen og KommunikationsKompagniet.