KMC Nordhavn blev opført i 2013, som det første DGNB-certificerede kontor- og erhvervsbyggeri i Danmark.
Projektbeskrivelse
Byggeriet er et nulenergi-byggeri, hvilket bl.a. er opnået vha. solceller, solfangere, jordvarmeanlæg og opblandingsventilation med varmegenvinding. Igennem DGNB-certificeringen er der foretaget miljømæssige og økonomiske livscyklusanalyser (LCA og LCC) af administrationsbygningen.
For at sikre et fornuftigt indeklima i bygningen er dagslysforholdene blevet optimeret uden brug af solafskærmning. Der er anvendt akustisk regulerende flader, foretaget formaldehydmålinger og anvendt indeklimamærket inventar. Udvendigt er der etableret et grønt tag med tagterrasser, som tilbageholder regnvand, beskytter bygningens tagmembran og optager CO2 fra atmosfæren.
Derudover er bygningsdesignet med til at danne beskyttelse for det nærliggende grønne område.
Værkstederne er isolerede, så de både kan anvendes uopvarmede eller opvarmede.
Organisering
Information om dette projekt er hentet fra Miljøstyrelsens bygningsark. Bygningsarkene er udarbejdet af en projektgruppe under ledelse af Teknologisk Institut for Miljøstyrelsen med midler fra MUDP. Bygningsarkene er projektgruppens bud på eksempler over danske byggerier med fokus på bæredygtighed. Kontaktperson for Miljøstyrelsen er Miljøteknologienheden (Signe Kromann-Rasmussen: sikro@mst.dk eller Helle Winther: hpe@mst.dk) og for Teknologisk Institut, Kasper Lynge Jensen (kalj@teknologisk.dk). Projektgruppen består af Teknologisk Institut, AplusB, Tæthus, Det Økologiske Råd, Bygherreforeningen og KommunikationsKompagniet.
Vurdering og beskrivelse af bæredygtighed
Den samlede miljøudledning er meget høj for den primære ydervægskonstruktion, primært grundet en facadebeklædning af stål og en bagmur af beton
- Der har ikke været noget udbredt fokus på genbrug og genanvendelse
- Der er foretaget formaldehydmålinger i bygningen og anvendt miljømærket inventar for at undgå uønskede skadelige stoffer i bygningens indeklima
- Ydervægsopbygningen er udført, så komponenterne kan adskilles og genbruges uden store tab
- Der er et lavt forbrug af ikke fornybare ressourcer for ydervæggen
- Bygningen har et meget lavt energiforbrug
- Det grønne tag er med til at optage og forsinke nedsivning af regnvand på grunden. Der er imidlertid ikke foretaget nogen vandbesparende tiltag i bygningen
- Administrationsbygningen ligger med et areal på ca. 48 m² pr. person langt over det gennemsnitlige areal pr. person for lignende bygninger
- Bygningen har en lav anlægsomkostning med en m²-pris på ca. 16.000 kr.
- Med den rå og industrielle facade af cortenstål og det græsbeklædte tag passer bygningen godt ind i de omkringliggende omgivelser, som både omfatter det maritime havnemiljø samt grønne naturområder
- Værksted og showrooms er gjort funktionelle og fleksible, hvilket øger anvendelsesmulighederne i dag, men også ved evt. omlægning
- Bygningen er placeret tæt på Københavns centrum
- Der er sikret gode indeklimaforhold i bygningen