[ Dansk | English ]
{{ getBasketItemCount() }}

Langkærparken Klimablok

Artikel oprettet: 04.04.16


I Langkærparken, Tilst er klimablokkens 22 lejligheder energirenoveret. Klimaskærmens lufttæthed og kuldebroer, nye vinduer, energisystemer, efterisolering, ventilation og varmegenvinding, solenergi.

Projektbeskrivelse

Lavenergirenoveringen af blok nr. 1 Klimablokken er et pilotprojekt i forbindelse med fremtidssikringen af Langkærparken.

Langkærparken, som rummer 860 boliger og har ca. 2.000 beboere, blev opført for ca. 40 år siden. Bebyggelsen var efterhånden ved at være ”træt” og trænger til en gennemgribende modernisering. Samtidig har Langkærparken, som så mange andre tilsvarende bebyggelser, en social profil, så her skal tænkes forebyggende.

Med disse udgangspunkter blev det besluttet at fremtidssikre afdeling 111 Langkærparken via en fysisk helhedsplan og en social helhedsplan.

Gennem denne helhedsplanlægning blev der fastlagt mål og midler, og der blev givet mulighed for støtte fra Landsbyggefonden. Helhedsplanen har været undervejs siden 2008, hvor de indledende arbejder blev sat i værk.

Efter en lang og omfattende proces med bl.a. betydelig beboerinddragelse og – information, blev den endelige fysiske helhedsplan vedtaget med et overvældende flertal på et afdelingsmøde i forsommeren 2012. Herefter forventedes de fysiske arbejder med renovering af de resterende 34 blokke (heraf 4 med særlig god tilgængelighed), aktivitetshus og renovering af udearealerne at finde sted fra 2013 og ca. 3 år frem.

Desuden er Danmarks største solcelleanlæg til almene boliger installeret og sørger for at Langkærparken producerer strøm til eget forbrug ved hjælp af solceller på de 34 boligblokke. Læs mere om anlægget her: "Danmarks største solcelleanlæg til almene boliger installeret i Langkærparken"

Organisering

Klimaprojektet i Langkærparken har vist sig at have en meget bred skare af interessenter. Dette skyldes flere forhold.

Generelt har den løbende renoveringsindsats i den almene sektor i kraft af sit økonomiske volumen og sin betydning for mange tusinde beboere en væsentlig samfundsmæssig interesse, lige som den har interesse for bygherrer, lejere, rådgivere, kreditinstitutioner, BL, Landsbyggefonden samt de dele af det statslige og kommunale system, som har relationer til det almene byggeri.

Specifikt har renoveringen af Klimablokken en betydelig interesse som pilotprojekt for de mange forestående renoveringsopgaver på blokke af lignende art (Sydjyllandsplanen / Danalea) i Langkærparken og mange andre steder i landet.

Dette indbefatter igen de ovenfor nævnte interessenter, men også beboere i Langkærparken og andre steder, samt den generelle offentlighed, idet der her vises nye veje for bokomfort, eget energiforbrug etc.

Beboerinddragelse

Fordele og ulemper med beboerdemokrati for projektet i Langkærparken og generelt for den almene sektor:

Beboerdemokratiet er et vilkår for de almene boligorganisationer.

Beboerdemokratiet er i særdeleshed en reel meget betydningsfuld styrke i afdelinger, når afdelingsbestyrelse og grupper af beboere tager medansvar for problemformuleringer og formulering af visioner, mål og handlingsplaner. Der er en særlig kvalificeret legitimitet forbundet med store beslutninger, hvor beboerdemokratiet har spillet en afgørende rolle gennem hele beslutningsprocessen.

Beslutninger om gennemførelse af renovering, fornyelses- og moderniseringsprojekter skal godkendes på et ordinært eller ekstraordinært afdelingsmøde, og dermed er den formelle legitimitet altid til stede, inden projekterne kan realiseres.

En almen boligorganisation kan næppe opnå den formelle legitimitet – altså godkendelse på et afdelingsmøde, uden i procesforløbet at have gjort sig meget indgående overvejelser om, hvorledes projektet skal formidles og fremlægges til beslutning. Herunder indgår naturligvis, at man indgående har overvejet fordele og ulemper set fra beboersynspunkter.

Disse indgående nødvendige overvejelser er utvivlsomt med til at kvalificere de forslag, som skal fremlægges til godkendelse, så selv i afdelinger, hvor beboerdemokratiet lever et mere eller mindre passivt liv, er beboerdemokratiets blotte eksistens med til at kvalitetssikre beslutningsoplæg og dermed beslutningerne.

Beboerdemokratiet som et vilkår er derfor en fordel.

I forhold til beslutningen om klimarenovering af en blok i Langkærparken har den beboerdemokratiske beslutningsproces nok været lettet af, at der trods alt er tale om en begrænset indsats på 1 ud af 35 boligblokke. Man har fået en demonstrationsmodel i 1:1, og det er både før projektets realisering og ikke mindst efter blevet godt modtaget i beboerdemokratiet og generelt blandt afdelingens beboere.

Afgørende for et godt beslutningsforløb har været, at beboernes rettigheder har været godt beskrevet, og at beboerne i klimablokken har oplevet et højt informationsniveau og gode kontakter til boligorganisationens administration.

AL2bolig har i Langkærparken tidligere oplevet beboerdemokratiet som en barriere for at lave forsøg med tilgængelighedsrenovering af en boligblok. I stadig større udstrækning oplever vi, at beboerne træffer beslutning ud fra egne behov. Det store flertal af beboere har ikke behov for elevatorbetjente boliger, og tidligere forsøgsprojekter er derfor nedstemt med forholdsvis klare flertal.

Vurdering og beskrivelse af bæredygtighed

  1. Det er teknisk muligt med kendt viden at renovere en standardboligblok fra ca. 1970 til lavenergiklasse 2020. Klimablokkens beregnede energiramme ligger væ- sentligt under den ramme, som i dag gælder for lavenergiklasse 2020 (LEK2020). Dette er opnået gennem en kombination af god isolering, høj grad af tæthed, styret ventilation med genvinding, solfangere og solceller.
  2. Merudgifterne til energirenovering fra energiklasse 2008 til energiklasse 2020 kan slet ikke forrentes af de opnåede energibesparelser. Det er derfor vores anbefaling, at man holder sig til den aktuelt gældende energiklasse ved omfattende renoveringer. Renoveringen har i runde tal kostet 30 mio. kr. inkl. moms. Ca. halvdelen heraf har været udgiften til den almindelige bygningsrenovering, mens den anden halvdel kan tilskrives lavenergiinitiativet. Var der blot blevet renoveret til standardenergiklasse havde udgiften været ca. 5 mio. kr. lavere. Denne merudgift på ca. 5 mio. kr. kan ikke hentes hjem via energibesparelser eller større huslejer.
  3. Vi kan anbefale installation af solceller til produktion af el til boligblokkens fællesforbrug til belysning i opgange, kældre, elforbrug i beboervaskerier, varmecirkulation og drift af ventilationsanlæg. Elproduktionen fra solcelleanlægget har levet op til forventningerne. Anvendelsen heraf harmonerer fint og på en enkel måde med blokkens fællesforbrug af el. Tagfladerne er velegnede til opsætning af solcelleanlæg i stor skala.
  4. Vi kan ikke anbefale etablering af solfangeranlæg til varmtvandsproduktion sammenbygget med fjernvarmeforsyningen. Kombinationen af solfangeranlæg og fjernvarme har både styringsmæssigt og teknisk givet en del udfordringer. Dette gælder f.eks. håndtering af overskydende energi fra anlægget, nedkøling på fjernvarmen, lagerkapacitet samt mekanisk støj grundet temperatursvingninger.
  5. Vi kan anbefale at angribe problemerne med støj og lugtspredning i boligerne i forbindelse med omfattende renoveringsarbejder. Stripningen af blokken afslørede store utætheder horisontalt og vertikalt i bygningen. Tætning heraf har sammen med lydisolering af skillevægge og den nye klimaskærm betydet, at der ikke mere er lugtgener mellem lejlighederne, ligesom de tidligere støjgener stort set er ellimineret.
  6. Beboernes positive medvirken i beslutningsprocesserne og selve renoveringsforløbet opnås fint ved at afsætte de fornødne ressourcer til information og individuelle løsninger på genhusningsproblemer m.v. Gennemførelse af sådanne pilotprojekter udsætter beboerne for mange gener og prøvelser. Beboernes positive medvirken tilskriver vi en omfattende informationsindsats, individuel support for hver enkelt husstand, betydelig medindflydelse og individuelle valgmuligheder, et økonomisk fordelagtigt resultat for den enkelte lejer, samt positive beboere i blokken.

Erfaring

Langkærparken fik Renoverprisen i 2013



Facts om projektet

Projektadresse

Langkærvej 2F
8381 Tilst
Danmark

Kontaktpersoner

Navn: Allan Werge, Direktør i AL2bolig
Organisation: AL2bolig
Telefon: +45 60 29 41 51
Email: alw@AL2bolig.dk
Web: http://www.al2bolig.dk/

Navn: Martin Elkjær, Indehaver af Navitas Rådgivende Ingeniører
Organisation: Navitas Rådgivende Ingeniører
Telefon: +45 60 69 47 70
Email: mel@nri.dk
Web: http://www.nri.dk

Hovedområde

Solenergi

Kategorier

ActiveHouse, Certificering, Energiforsyning, Fjernvarme, Indeklima, Luftkvalitet, Mekanisk ventilation, Niveau 1, Performance dokumentation, Solceller, Solvarme

Boligtype

Blandet

Bebyggelsestype

Etagebyggeri

Ejerforhold

Almennyttigt

Brugsforhold

Lejere i AL2Bolig afd. 111, Aarhus

Bygherre/organisation

Entreprenør

Rådgiver

Arkitekt

Ingeniør

Anlægspris pr. m2

DKR 4666,-

Etager

3

Bebygget areal

5000 m2

Bygningsareal, etager

501 m2, Jf. BBR

Tagmateriale

Taget er et fladt tag, som består af 60 mm sedumtag og 450 mm polystyren S250 vedhæftet til eksisterende tag bestående af 275 mm polystyren XPS300 og 180 mm dæk.

Byggeperiode

06 September 2009 - 25 April 2011

Energiklasse

Lavenergiklasse 0 i forhold til BR08

Opvarmningsform

Fjernvarme og solvarme

El-produktion type

216 m2 solceller

Varmeproduktion type

50 m2 solvarme til brugsvand

Links

Relaterede projekter

Ryesgade 25

Energiproduktion, deltaljeret

Solceller

Beskrivelse:

Langkærparken i Tilst producerer nu strøm til eget forbrug med Danmarks største tagbaserede solcelleanlæg. Med installationen af solceller på de 34 boligblokke realiseres et overskud på 9.000 kr. pr. boligblok efter første driftsår.

Langkærparken, der er en afdeling i boligorganisationen AL2bolig, har med den netop afsluttede helhedsplan for bebyggelsen fået renoveret samtlige 850 boliger.

Sideløbende med renoveringen har boligafdelingen fået et solcelleanlæg på mere end 1 MWp (1000 kWp). Strømmen herfra forbruges af de enkelte lejligheder og vaskerier. Solcelleanlægget medfører en stor miljømæssige reduktion i CO2-udledning på omkring 315 ton CO2 årligt, og desuden vil solcelleanlægget ikke betyde huslejestigninger. Derimod forventes det, at der efter det første år i drift kan spares ca.9.000 kr. inkl. moms pr. boligblok på elregningen efter afbetaling af realkredit lån.

Beboerne kan selv følge med
Beboerne i Langkærparken kan nemt selv følge med i produktionen af strøm både for hele anlægget og for hver enkelt blok. Via an QR-kode, der er placeret i hver opgang, får beboerne adgang til en hjemmeside med oplysninger om produktionen, og endnu nemmere adgang til oplysningerne får de ved at downloade en app til mobiltelefonen.

Optimal udnyttelse fra start
Navitas Rådgivende Ingeniører med speciale i vedvarende energi har været bygherrerådgiver for AL2bolig, og de har dimensioneret og udbudt projektet samt løbende ført tilsyn med processen og stået for den endelige aflevering af projektet. Phønix Tag Energi A/S har været entreprenør på opgaven. Montagen begyndte i efteråret 2014 og har dermed varet i godt 2 år. Solcelleanlæggene på hver boligblok er blevet afleveret løbende og sat i produktion enkeltvis, og den nye energikilde er dermed blevet udnyttet optimalt helt fra begyndelsen.

Producent: Gaia
Solfangertype: Monokrystallinske solceller
Orientering: Syd/vest
Hældning: 30 o
Anlæggets størrelse: 216 m2
Anlæggets størrelse: 32,22 kWp
Anlæggets ydeevne i kWh:

Certificeringer

AktivHus

Klimablok - sektion 111 er et pilotrenoveringsprojekt for Langkærparken med i alt 35 boligblokke i Tilst ved Aarhus. Bygningen repræsenterer en standard boligblok for boligorganisationen AL2bolig. Formålet med dette projekt var at erhverve erfaring til brug i den efterfølgende renovering som omfattede yderligere 34 boligblokke.

Klimablokken er ligesom den øvrige del af Langkærparken fra 1970. Renoveringen blev udført under energiramme for lavenergibyggeri 2015 og 2020. Renoveringen fandt sted i maj 2010. Designrammen blev opnået gennem en kombination af god isolering, høj grad af tæthed, kontrolleret ventilation med genvinding, solfangere og solceller.

Klimablokken består af tre etager med i alt 22 lejligheder og uopvarmet kælder, hvilket resulterer i et samlet opvarmet areal på næsten 2700 m2. Der er lejligheder på to, tre og fire værelser. Cenergia en del af Kuben Management har udført AktiveHus mærkning for klimablokken i Langkærparken.

Det vurderes at AktivHus mærkningen af klimablokken meget nemt kan overføres til de øvrige boligblokke, der dog ikke er udført med solvarmeanlæg

Download PDF: AktivHus_rapport.pdf


Om AktivHus

AktivHus Danmark fokuserer på en helhedsorienteret tilgang til byggeri, hvor både indeklima, energi og miljøparametre vurderes, og integreres i bygningens design. Vurderingen sker med udgangspunkt i Active House klassificeringsværktøj, der fungerer som et rationelt design- og evalueringsværktøj for bæredygtigt byggeri, og sikrer dermed at omkostningerne til processen holdes lave.